Spøgelset fra 2022 hjemsøger Frankfurt
Centralbankcheferne i Frankfurt kæmper med en usynlig fjende, der rækker langt ud over de aktuelle nøgletal. Erfaringerne fra 2022, hvor inflationen løb løbsk efter genåbningen og energikrisen, har efterladt dybe ar i det institutionelle selvbillede hos Den Europæiske Centralbank (ECB). Dengang reagerede man for sent, og den fejlslagne analyse af inflationen som værende “midlertidig” klæber stadig til beslutningstagerne.
Nu tipper vægtskålen til den anden side. Der er en reel risiko for, at ECB i sin iver efter ikke at blive overhalet af virkeligheden igen, træder for hårdt på bremsen. Denne tilstand kan bedst beskrives som “inflations-PTSD”, hvor frygten for fortidens fejl dikterer fremtidens pengepolitik, uanset om økonomien kan bære det eller ej.
Chefstrateg i Danske Bank, Frank Øland Hansen, påpeger i en analyse, at centralbankerne vil gøre alt for at undgå endnu en gang at blive beskyldt for at være bagud. Det skaber en farlig dynamik for investorer, der navigerer i det europæiske aktiemarked.
Hammeren rammer skævt i Europa
Markedet indpriser i øjeblikket en betydelig sandsynlighed for, at ECB fastholder en stram kurs ved de kommende rentemøder. Problemet er dog, at årsagen til det nuværende prispres i høj grad er udbudsdrevet – særligt med fokus på olie- og energipriser, der igen blinker rødt.
“Det er centralbankernes klassiske problem. Når det eneste værktøj i kassen er en hammer, begynder mange ting at ligne et søm,” lyder det fra Frank Øland Hansen.
For en investor er sondringen mellem udbudsstød og efterspørgselsstød afgørende. En restriktiv pengepolitik som reaktion på højere oliepriser (et negativt udbudsstød) risikerer at gøre ondt værre. Det gør økonomien fattigere, dæmper væksten og hæver priserne samtidigt. Da den europæiske vækst i forvejen ser skrøbelig ud, kan yderligere stramninger vise sig at være unødvendige og direkte skadelige for virksomhedernes indtjeningsevne.
USA og Europa: To forskellige verdener
Mens ECB handler ud fra et traume, ser situationen i USA markant anderledes ud. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), overvejer også at holde renterne høje mod slutningen af året, men her er fundamentet et andet. I USA er det en stærk efterspørgsel og en robust økonomi, der driver overvejelserne.
Hvis Fed vælger at stramme til, sker det af de “rigtige” grunde – nemlig for at tøjle en økonomi, der kører i et tempo, hvor rentenedsættelser ikke længere giver mening. For aktiemarkedet er dette en vigtig distinktion: USA strammer på grund af styrke, mens Europa risikerer at stramme på grund af frygt for eksterne chok.
Investorens vinkel: Hvad sker der ved en fredsaftale?
For porteføljekonstruktionen er det afgørende at forstå, hvordan markedsrenterne vil reagere på geopolitiske lyspunkter. Hvis en fredsaftale lander, og energipriserne falder, vil ECB sandsynligvis lempe den nuværende retorik og se tiden an. Det vil give et øjeblikkeligt lettelsens suk hos europæiske boligejere og virksomheder med variabel gæld.
Men investorer skal ikke forvente, at de amerikanske renter følger trop i samme grad. En stor del af de amerikanske rentestigninger er drevet af økonomisk fundament, ikke kun energipriser. Derfor vil et fald i olieprisen ikke nødvendigvis rulle de amerikanske markedsrenter tilbage.
Den investérbare konklusion: Aktiemarkedet vil sandsynligvis kvittere for lavere usikkerhed og billigere energi ved at sende kurserne mod nye højder. Men den kloge investor holder øje med ECB’s reaktionsmønster. Hvis centralbanken i Frankfurt fastholder sin aggressive linje trods vigende vækst, kan det skabe en købsmulighed i amerikanske aktier frem for europæiske, da Fed navigerer efter et stærkere økonomisk kompas.